Mettes tanker om Vores Fanø

Du vil måske synes godt om denne podcast:

Kære læser

Velkommen til vores Fanø. Jeg hedder Mette, og jeg vil med jævne mellemrum dele fortællinger om den fineste ø ved Vadehavet. Jeg er født og opvokset i Esbjerg, men Fanø har altid været mit hjertehjem.

Du tænker måske, hvad jeg kan fortælle om Fanø, som du ikke allerede ved, eller kan finde via gængse turistinformationer på nettet. Attraktioner, seværdigheder og begivenheder formidles allerede i stor stil, så hvorfor overhovedet lave disse skriverier om Fanø?

"Det autentiske Fanø"

Jeg betragter det som min fineste opgave at fortælle dig om det, jeg betegner som “det autentiske Fanø”.

Den handler ikke om, hvad Fanø er, men hvem Fanø er, og det er netop dér, at mine fortællinger adskiller sig fra det, du allerede kender.

Jeg fejer forsigtigt de tilstøvede turistinformationer og trivielle to-dos væk fra beretningerne og inviterer dig til at se Fanø fra en ø-kulturel side. Fanø er rig kulturliv, nærværende sammenhold og så gammeldags, at det er moderne igen. Fanniker er forelskede i Fanø, fordi vi ser øen som det, den er, og ikke hvad den potentielt kan være.

Når tidsplanen ikke holder

Fanø er ikke uendelige åbningstider, masseproduceret detailhandel eller ubetinget tilgængelig.

Som fannike eller gæst går man indimellem forgæves. Man når ikke altid færgen, og planer er ikke altid baseret på den stramme tidsramme, man kender fra fastlandet.

Den tendens er en del af ø-livet, og det er netop i disse frie, uforudsigelige situationer, at man mærker øen; når man sidder ved færgelejet med en kop kaffe og ser sælerne sole sig på sandbankerne. Når man går en tur ad Hovedgadens snoede brostensveje i snevejr, forbi den lokale slagter og den generationsprægede keramiker. Når man spontant stopper op for at plukke en buket vilde blomster i vejkanten, mens vinden suser.

Fanøs værdier

Det er den form for værdi, som Fanø gavmildt øser ud af og som har været uvurderlig i århundreder. Den værdi, som ikke kan gøres op i valuta. Det er den værdi, som skal bevares og formidles. Jeg tror på, at ting mister sin værdi, hvis det er for let tilgængeligt, sædvanligt og forudsigeligt. Derfor vil jeg fortælle om alle de ting, der gør, at du kan lære øen at kende på samme måde, som jeg gør.