Jul på Krogaarden

I dette afsnit af Ø-land kan du møde den skønneste dame, der har værdierne i orden og hjertet på det rette sted.

Tid til at samles

Det er tid til at samles, nyde og forkæle. Den mørke tid nærmer sig, og solens stråler og varme må erstattes med stearinlys og lune tæpper. Vi pynter op og tænder lys. Holder fri og lukker ned. Vi helliger dage til at være sammen.

Julen er ekstra vigtig i år. Den er mere sårbar og fraværende, end nogensinde før i vor tid. Det er i denne højtid, at vi normalt mødes med venner fra fjerne byer og lande, for at fejre helligdagene og mærke hinanden både fysisk og mentalt. Bliver det mon sådan i år? Vi skal holde afstand. Afgrænse vores sammenkomster. Afholde i stilhed. De store, varme julekram og familiære ritualer kan ikke lade sig gøre på samme måde, som vi kender det.

Jeg har derfor en særlig opfordring til jer alle.

Når vores fysiske nærvær er begrænset i en tid, hvor det ellers er netop dén, vi dyrker, må vi bruge de andre muligheder vi har, for at vise, at vi holder af hinanden; vores sanser, kreativitet og værktøjer.

Lav et håndskrevet brev til din mormor. Tryk et julekort til din kusine. Send en videohilsen hver advent til din søster i London. Klip et julehjerte til en ven. Det er nærvær på afstand. Og det har vi brug for.

Glædelig jul – Mette

Første jul på Krogaarden siden renoveringen

Det er den første jul på Krogaarden, siden den store, gennemgribende renovering. De nye omgivelser inviterer til, at pynten i år skal sætte rammen for de mange fremtidige julesæsoner på kroen. I den anledning, har vi allieret os med en helt særlig person, som skal vejlede os i, hvordan vi rammer den nostalgiske, nærværende julestemning, som vi ønsker.

Jette Frölich

Jette Frölich kaldes også for julens dronning og The Danish Martha Stewart. Hendes evner med saks og papir var oprindeligt en måde at forsørge sine 4 børn på, da hun blev skilt, men har siden udviklet sig at være en succeshistorie. Hun har lavet jul – som hun kalder det – de sidste 50 år. Hendes fantastiske papirkunst har pyntet på ambassader, i stormagasiner og på messer rundt omkring i verden. Og nu også på Fanø Krogaard.

Julen handler ikke kun om perfekt julepynt og skarpe linjer. Det skal betyde noget. Man skal kunne mærke det. Man skal gøre sig umage. Man skal tage sig tid.

Pynten i Den Fine Stue

Jette Frölich arbejder ud fra at finde en balance mellem kontraster, materialer og farver.

Da hun træder ind i Den Fine Stue forestiller hun sig straks, hvilken pynt der skal bruges; blankt guld, mathvid papirklip og bordpynt i dæmpede farver. Der skal lyslygter i vinduerne, så gæsterne kan kigge mod ruderne og ikke kun se vinterens mørke udenfor. I dagtimerne fungerer havudsigten som en malerisk baggrund til de slukkede lygter. Det understreger den mørke tid, hvor man samles indendørs.

Juletræets pynt skal bindes sammen med lokalernes, ved at lade pynten gå igen i samme form, men i forskellige størrelser. Det handler om at finde et tema, der skaber linjer og sammenhæng, siger fru Frölich.

Et skævt klippet julehjerte lavet med kærlighed

Jette Frölich kæmper for, at vi holder fast i de nostalgiske traditioner og ikke bare trykker på en knap, og så er det jul. Hvis et skævtklippet julehjerte er lavet med kærlighed, så er det netop den, der skal op at hænge, sammen med den skarpe, perfekte guld-engel. Er guirlanden lidt for kort til væggen, men den er umage foldet af en barnehånd, skal den hvile på træets grene. Også selvom, at farven ikke lige passer ind.

Det handler om kontrast og kærlighed, og den mærker man ikke, hvis alt er snorlige, skarpt og skinnende.